Mit gamle Alma Mater, Aarhus Universitet, er som de fleste andre danske universiteter faldet i kønsfælden. Målet er en lige fordeling af forskerstillinger - eller i hvert fald at kvinder kommer til at besætte mindst halvdelen af disse. Og alle midler tages i brug. Også de stærkt diskriminerende bestikkelsespenge, hvor institutter belønnes med kolde kontanter, når mænd vælges fra.

Bestikkelse er ganske givet effektivt, hvis man for alt i verden blindt forfølger et bestemt endemål; en bestemt fordeling af køn. Omkostningerne er bare kæmpestore. Det første, der ryger, er fagligheden. Det turde sige sig selv, at når hovedkriteriet for en ansættelse bliver køn, må kompetencer nøjes med en birolle.

Dernæst ryger retfærdigheden. Den hensynsløse jagt på resultatlighed er nemlig uforenelig med lige muligheder. Så længe en ansættelse af en mand medfører en økonomisk sanktion, risikerer mænd at blive fravalgt til fordel for dårligere kvalificerede kvinder. Det siger sig selv at en stor sum penge i nogen udstrækning kan kompensere for manglende kompetencer.

Efter fagligheden og retfærdigheden er ofret på resultatligestillingens feministiske alter, opstår utilfredsheden og det dårlige arbejdsmiljø. Først internt blandt det videnskabelige personale. Den politiske favorisering af kvindekønnet vækker berettiget harme blandt de tilbageværende mænd. En ledelse der favoriserer på den både urimelige og stupide måde er svær at tage seriøs.

Hvor der før var meritokrati, er der nu politisk regulering. Det rykker magtbalancen fra forskerne over til det administrative personale. Det er administrationen, der tildeles pengene ovenfra - de kan så dele nogle af dem videre ud til de institutter, der gør som der bliver sagt.

Og nu begynder utilfredsheden at opstå eksternt. Skatteyderne spørger, hvorfor de stadig skal betale mere og mere til forskning, når den bliver af en ringere og ringere kvalitet. Og hvorfor skal de betale til en bureaukratisering af universiteterne. En bureaukratisering der kun er blevet nødvendig, fordi politik fortrænger forskning - i både ansættelses- og andre forhold på universiteterne.

Hvor fordelingen af stillinger før kunne afgøres alene ved faglig tvekamp mellem forskerne, er der nu en hær af administratorer og bureaukrater, der skal sørge for at regulere og detailstyre processen, så det sikres, at resultatet kommer i overensstemmelse med en række politisk fastlagte feministiske målsætninger.

Kunne det ikke være dejligt om politikere, bureaukrater og universitetsledelse kunne forstå, at det afgørende for ansættelse skal være det, en person her mellem ørerne - ikke det personen har mellem benene. Og husk på, kære læser, borger og skatteyder i Danmark - det er dig, der er tvunget til at betale den ekstra kompensation institutterne modtager, når de diskriminerer mod mænd.

Det er dyrt, det er urimeligt, og det er fordummende. Lad den praksis få ende.

Jeg ser frem til den dag, universiteterne igen begynder at sætte kunnen over køn - og ikke som nu køn over kunnen.

/lk

Københavns Universitet vil gerne være blandt de bedste i Europa. Men det bliver man selvsagt kun, hvis man ansætter de bedste, hver gang man har muligheden for det. Det forhindrer den aktivistiske kønspolitik på stedet imidlertid, for den tvinger igen og igen til ansættelse af mindre kvalificerede kvinder over mere kvalificerede mænd. Heraf kan vi kun konkludere, at det for Københavns Universitet åbenbart er vigtigere at have en bestemt kønsmæssig fordeling internt end at klare sig godt som universitet.

Vi må også overveje om al den tale bureaukraterne og politikerne fodrer os med omkring Danmarks fremtid som vidensamfund overhovedet har noget indhold. For det er nemlig ledelse - altså politikere og bureaukrater på universiteterne - og ikke forskerne selv, der ønsker favorisering af kvindelige ansøgere inden for universitetsverdenen. Forsker.net har hørt fra både mandlige og kvindelige forskere og de ærgrer sig samstemmende over den nuværende ordning på Københavns Universitet, da den sætter køn over kvalifikation ved ansættelse og forfremmelse.

Endelig må vi spørge, om det er rimeligt at skatteydernes penge bruges til social modellering og realisering af tvivlsomme kønspolitiske mål på universiteterne, når disse kunne anvendes på forskning, sygehuse, infrastruktur - eller det unævnelige - skattenedsættelser, så den private sektor kunne få sig et pusterum. Det er jo trods alt den, der finansierer universiteterne.

Den dag, universiteterne igen bliver et meritokrati og ikke en skueplads for politikernes kønspolitiske ambitioner og forsøg, er der håb om, at universiteterne rent faktisk kan begynde at levere tilbage på de milliarder skatteyderne kaster efter dem. Indtil da er universiteternes ambitioner tomme løfter, for den politisk korrekte fordeling af mænd og kvinder overalt på fagene er åbenbart vigtigere end produktionen af flere resultater og mere robust viden. Handlinger taler som bekendt højere end ord.

Mandag Morgen bragte i dag en analyse af Danmark som vidensamfund i fremtiden. Desværre var analysen ret letbenet og stoppet til med floskler. Fyldt med målsætninger såsom at danske skoleelever skal i PISA-målingernes Top 5 i læsning, matematik og naturfag, men meget lidt konkret om, hvordan dette kan opnås. Masser af banale udsagn om danskerne som "et godt sammenkoblet folkefærd", og Danmark som et land hvor "afstanden mellem borgerne er kort" - hvad det så end betyder. På baggrund af Mandag Morgens analyse fristes man næsten til at konkludere, at danskerne i hvert fald er gode til det med store ord.

Vi lever i en tid, hvor kommissioner, bestyrelser, tænketanke, organisationer og andet godtfolk godt kan lide at mødes og diskutere, hvordan fremtidens udfordringer skal imødegås. Der bliver opstillet visioner, værdier og missioner. Der bliver lavet SWOT-analyser, og der bliver diskuteret, og der bliver snakket. Og måske forlader nogle af samtalens deltagere processen med den idé, at det alt sammen har gjort en forskel - mon ikke de mere intelligente har deres tvivl?

I den ambitiøse ende af analysen hører vi fra tænketanken DEA. Den kommer i starten af november med sit bud på, hvordan Danmark i år 2030 bliver Europas førende forskningsnation. DEA foreslår, at investeringerne i forskning og udvikling øges til fire procent af BNP i 2020 og til fem procent i 2030. To tredjedele af investeringerne skal komme fra det private erhvervsliv.

Men hvem siger, der er noget privat erhvervsliv tilbage i Danmark i 2030? Siden 50erne er det offentlige i Danmark vokset uhæmmet, mens der reelt ikke er skabt varige arbejdspladser i det private. Nu forsvinder produktionsjobs - og så småt også videnjobs - i det private stille og roligt ud af landet. Skatterne er for høje i Danmark og mennesker i andre lande er mere villige til at arbejde. Tager vi ikke fat i disse grundlæggende problemer, bliver de forkromede ord fra tænketanke, stat og erhverversorganisationer til tomme løfter.

Det er let nok at opstille mål og gøre sig tanker om, hvordan velstanden skal fordeles i fremtiden. Realiteten er bare den, at erhvervslivet i Danmark snapper efter vejret. Nye virksomheder placeres uden for Danmark. Store nye datacentre vælger vores naboer som værter, fordi energien der ikke er så urimelig dyr. De har nemlig ikke så mange skatter og afgifter på energi, som vi har i Danmark. Husk altid, at før velstand kan fordeles og investeres, skal den skabes.

I øvrigt er det værd at huske, at vi blev lovet guld og grønne skove, hvis bare vi opfyldte Barcelona-målsætningen om tre procent af BNP til forskning og udvikling. Miraklerne har bare ikke indfundet sig. Devisen synes nu at være, "her går det godt, send flere penge!" Men hov, hvor blev resultaterne af? Hvad fik vi ud af de tre procent? Det virker mærkeligt bare at sige, at den hidtidige satsning ikke har virket, men at mere af det samme - altså en udvidet pengestrøm - nok skal løse noget.

I følge Mandag Morgens analyse har Sanders "fra forskning til faktura" fejlet. Sanders satsning vil professor Susana Borrás fra CBS udskifte med en anden: "Et nyt dogme bør hellere være fra forskning til værdiskabelse". Ja, lad os endelig sige det samme på en mere abstrakt måde. Det skal nok hjælpe. Eller måske ikke.

Som sædvanlig snakkes der også en hel masse om uddannelse. Vi skal have noget mere uddannelse og flere skal uddannes mere. Mindst 60 procent af alle skal have en videregående uddannelse. Det man ikke nævner i analysen er, at uddannelse faktisk er en stopklods i forhold til iværksætterlysten. Ja, sådan er det faktisk. Meget højtuddannede foretrækker den sikre tilværelse som lønmodtager. Måske fordi der er blivet godt vant med den sikre tilværelse som studerende. Danmark er en lønmodtagernation, det kan mere uddannelse ikke ændre på. Tværtimod.

Niveauet på analysen fra Mandag Morgen er desværre ikke ret højt. Der er meget langt mellem snapsene. Faktisk er der ikke én. Men ideen er jo også dødfødt. Altså ideen om at gruppe akademikere kan sidde centralt og planlægge fremtidens velstand. Det virkede ikke førhen, da verden var et meget simplere sted end i dag, og jeg kan garantere, at det ikke kommer til at virke i fremtiden. Beklager, men jeg må gentage; skal Danmark i fremtiden være et rigt land, er der ingen anden vej end en betydelig slankning af det offentlige, lavere priser på energi, lavere skatter og afgifter. Så skal væksten, investeringerne og viden nok komme. Så skal vitaliteten og iværksættertrangen nok igen melde sig på banen.